Aarhus forandrer sig i disse år med hastige skridt. I en tid med store forandringer kan det være godt at kigge tilbage i tiden. På en svunden by, der så meget anderledes ud end det moderne Aarhus.
I denne bog inviterer vi dig med på en tidsrejse tilbagetil 1950’ernes Aarhus. Her får vi øje på de mange udflugter og skovture, legende børn på gaden og fester i familiens skød. Og vi fornemmer den pionerånd, der herskede i de nye kvarterer med statslånshuse og i arbejdspladserne i de nyeindustriområder, der voksede op rundt om byen. For 1950’erne var en tid i fremgang, men det var også de sidste år af den gamle tid, hvor hestevogne endnu kørte rundt i gaderne og dele af byen var præget af bolignød og social elendighed.
1950’erne er endnu i mange mennesker minder, men snart er årtiet kun tilgængeligt gennem de billeder, vi har efterladt os. Det er de billeder, denne bog præsenterer – her i blandt hidtil usete og unikke fotografier, der stammer fra billedsamlingerne i Den Gamle By og Aarhus Stadsarkiv. Bogen er første bind i en planlagt serie på fire om Aarhus’ historie fortalt i billeder.