Fondsstøtte til nyt kapitel om Vestergades historie

I dag ligger caféerne, sushirestauranterne og gallerierne på stribe i Vestergade i Aarhus. I 1983 fik Gnags alle – ikke bare aarhusianerne – med på at synge om at slingre ned ad Vestergade. Vestergade fører ikke bare ind til torvene og dermed byens hjerte i Aarhus. Det er en gade, der i den grad lever i alle aarhusianeres hjerter.

Det er også en gade med en lang og rig historie. Vestergade har siden 1200-tallet ført omegnens bønder ind til byen, måske efter et forudgående ophold ved byens mølle, som nutidens Mølleparken har taget navn efter. Men allerede tidligere blev byens første domkirke opført omkring 1060 bygget herude, og i dagens Vor Frue Kirke kan man stadig se denne kirkes krypt. I Vestergade boede der senere rige købmænd, Magasin du Nord så første gang dagens lys her, og gaden var spækket med flotte købmandsgårde i bindingsværk. Der er heldigvis stadig flere af dem i gadebilledet.

Med økonomisk støtte fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond kan Aarhus Byhistoriske Fond og Aarhus Stadsarkiv nu tage fat på arbejdet med at skrive gadens historie. Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen ser med stor glæde på donationen: ”Vestergade er i byens historie kommet til at stå lidt skyggen af Latinerkvarteret, men det er ufortjent. Det er en af de allervigtigste – og smukkeste – gader i byens historie. Med støtten fra gavefonden kan vi gå videre med planlægningen af et stort bogværk. Bogen skal ledsages af en hjemmesidedel med udførlige artikler om gaden og alle dens ejendomme. Aarhus Kommune har vedtaget på et tidspunkt at lave en helhedsplan for Vestergadekvarteret, og det er mit håb, at vi med denne bog kan være med til at sikre, at historien lever videre i gaden.”

Fra Sparekassen Kronjylland udtaler Områdedirektør Pia Avnsted:

”I Sparekassen Kronjylland synes vi, at Vestergade har en spændende historie, som fortjener at blive husket. Derfor bakker vi op om bogprojektet. Vi holder selv til i en historisk bygning på Vestergade 11, som i 1700-tallet var byens musikalske centrum og kulturelle midtpunkt. Faktisk var grunden den største privatejendom i Aarhus Købstad. På stedet indrettede Otto Mønsted senere sin store margarinefabrik, der blev kendt for OMA-margarinen. Det er historier som disse, vi gerne vil være med til at bevare – og som kan være med til at nuancere beboere og gæsters oplevelse af Vestergade og af, hvordan Aarhus ser ud her mange hundrede år senere”.

Vestergade 58. Gårdparti fra Capersens Gård i Vestergade 58, hvor blandt andet piskefabrikant C.N. Bech, malermester Chr. Nielsens eftfl. og metalhandler Alfred Nielsen havde virksomhed omkring 1907. Til højre ses en diligencevogn fra Voldby-Aarhus-ruten. Ejendommen på Vestergade 58 er i dag fredet og er en af de største bevarede købmandsgårde i landet. Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.

 

Vestergade er i dag en sprællevende gade med sommergågade, caféer, gallerier og større og små virksomheder. Fotograf Ib Nicolajsen, 2018, Aarhus Stadsarkiv.