”Slingrer ned ad Vestergade” sang Gnags på albummet X i 1983. Vidste man det ikke før, stod det nu klart for alle og enhver, at Vestergade var pulsen i 80’ernes Aarhus. ”Miraklet i Aarhus”, som en nylig tv-produktion har kaldt det.
Vestergade er mere end puls og musik. Gaden bærer en lang historie, faktisk stort set fra begyndelsen af byens historie. Den første domkirke lå her, ikoniske runestene er fundet her, og det samme er en vikingekriger. Senere lå købmandsgårdene som perler på en snor i gaden sammen med navnkundige hjem, der rummede musik, godsejere, synagoge, afholdshoteller og margarinefabrik.
Bogen fortæller gadens levende historie. Gaden fortjener en plads helt oppe ved siden af Latinerkvarteret. De er jævnbyrdige og hinandens tvillinger. Vestergade har med sine bevarede historiske gadeforløb, bygninger, baggårde og matrikelstrukturer national betydning.
Bogen har to afdelinger. Historiske ”tidsbilleder” skrevet af den historiker, tidligere universitetslektor Søren Hein Rasmussen og arkæolog Lars Krants Larsen, Moesgaard Museum. Dernæst ”bygningsatlas” med beskrivelser af ejendommene én for én. Bygningsatlasset bygger på omfattende research af lokalhistoriker Leif Dehnits og er skrevet af forhenværende stadsarkivar Søren Bitsch Christensen (nu Det Kgl. Bibliotek) og journalist Dann Bjarke Jensen, tidligere ved Aarhus Stadsarkiv.
Alle atlasartikler har en QR-kode, der henviser til uddybende artikler på AarhusWiki med links til flere billeder og oplysninger. Bogen og det digitale univers er således tænkt som en helhed.
Bygningsatlasset bygger på omfattende research af lokalhistoriker Leif Dehnits og er skrevet af forhenværende stadsarkivar Søren Bitsch Christensen (nu Det Kgl. Bibliotek), journalist Dann Bjarke Jensen, tidligere ved Aarhus Stadsarkiv, og historiker Mia Gulvad Jørgensen.
Fakta om bogen
Titel: Vestergade i Aarhus: tidsbilleder og bygningsatlas
319 sider, rigt illustreret
349,95 kr. inkl. moms
ISBN 978-87-91324-51-2
Forfattere
Søren Bitsch Christensen (redaktør og tilrettelægger)
Søren Hein Rasmussen
Lars Krants Larsen
Dann Bjarke Jensen (research)
Leif Dehnits (research)
Mia Gulvad Jørgensen (research)
Udgivere: Aarhus Byhistoriske Fond og Aarhus Stadsarkiv
Udkom 2. august 2025


